Fik du beskeden? Hvordan abstrakte kunstnere kommunikerer miljømæssig hastværk

Uden en figur, uden en fortælling, uden bogstavelig repræsentation: hvordan formidler man et budskab i billedkunst? Dette er aktivistens dilemma i abstrakt kunst, og det forklarer, hvorfor virkelig aktivistisk abstraktion forbliver bemærkelsesværdigt sjælden. Figurativ kunst kan vise os en smeltende isbjørn, en oversvømmet by, en protestants ansigt. Abstrakt kunst tilbyder kun farve, form, gestus, materiale. Alligevel, efterhånden som klimakrisen accelererer og kræver alle stemmer, har en banebrydende gruppe kunstnere bevist, at abstraktion faktisk kan være aktivistisk, ikke på trods af dens modstand mod eksplicitte budskaber, men på grund af det, den unikt tilbyder.

Udfordringen er reel. Konventionel klimakommunikation (katastrofebilleder, overvældende data) har nået sine grænser og fremkalder ofte det, forskere kalder "klimatræthed" eller følelsesmæssig lammelse. Abstrakt miljøkunst tilbyder en alternativ strategi: i stedet for at skildre katastrofen modellerer den miljøprocesser (flow, opløsning, ophobning) og engagerer seerne gennem direkte sensorisk og følelsesmæssig oplevelse. Den viser dig ikke krisen; den får dig til at føle den.

Denne artikel udforsker, hvordan abstrakte kunstnere kommunikerer miljømæssig hast gennem seks forskellige æstetiske strategier. Gennem værker af banebrydende kunstnere (Jaanika Peerna, Reiner Heidorn, Olafur Eliasson, Mandy Barker og andre) vil vi undersøge, hvordan abstraktionens tilsyneladende begrænsninger bliver uventede styrker i miljøforkæmpelse.

To modeller, seks strategier

Abstrakt miljøaktivisme fungerer gennem to overordnede modeller: Affective Model, som bruger ritual, deltagelse og kollektiv sorg til at få seerne til at føle miljøproblemer gennem delt følelsesmæssig oplevelse; og Cognitive Model, som bruger visualisering, fordybelse og skala til at få seerne til at forstå usynlige økologiske systemer og processer.

Inden for disse modeller anvender kunstnere seks kerne-strategier:

1. At gøre det usynlige synligt: Nogle af de mest ødelæggende miljøkræfter forbliver usynlige for det blotte øje: atmosfærisk kulstof, temperaturændringer, mikroskopiske økosystemer, geologisk tid, der bevæger sig for langsomt til menneskelig opfattelse. Abstrakte kunstnere har fundet måder at oversætte disse skjulte fænomener til opfattelige former, hvilket gør håndgribeligt det, vi ellers ikke kan se, men desperat har brug for at forstå.

2. Materielt vidne: I stedet for at skildre miljøkrisen lader nogle kunstnere deres materialer blive aktive deltagere i budskabet. De bruger økologisk betydningsfulde stoffer eller tillader naturlige processer som erosion, opløsning og forfald at forme værket selv. Kunstværket bliver et retsmedicinsk spor, fysisk bevis for miljøbegivenheder snarere end en repræsentation af dem.

3. Skala og fordybelse: Monumentale formater og immersive installationer kan overvælde beskueren og tvinge til en kropslig konfrontation med økosystemernes storhed. Denne strategi nedbryder den behagelige afstand mellem observatør og miljø ved at bruge fysisk skala til at bekæmpe den fremmedgørelse, der driver miljøkrisen. Når du er omgivet af eller overskygget af værket, giver intellektuel forståelse plads til en kropslig oplevelse.

4. Farve som data/vidne: Farve i miljøabstraktion fungerer ofte mindre som følelsesmæssigt udtryk og mere som kodet information. Kunstnere bruger specifikke paletter til at oversætte data (forureningsniveauer, temperaturændringer, biodiversitetsmålinger) eller som symbolsk vidne til biologisk vitalitet. En bestemt grøn er ikke bare smuk; den bærer vidnesbyrd om en specifik skov, et specifikt økologisk observationsøjeblik.

5. Gentagelse og ophobning: Den gentagne gestus, det ophobede objekt, den serielle form kan modellere økologiske fænomener, der udfolder sig gennem tid og mængde: cellulær vækst, plastfragmentering, den kumulative effekt af industriel produktion. Når individuelle elementer multipliceres til tusinder, gør værket miljøkrisens omfang synligt på måder, som enkeltbilleder ikke kan.

6. Legemliggjort oplevelse: Nogle værker kræver mere end visuel opmærksomhed. De kræver fysisk deltagelse, engagerer flere sanser (berøring, lugt, temperatur) eller skaber samarbejdsritualer. Ved at forvandle beskuere fra passive observatører til aktive deltagere fremkalder disse værker affektive reaktioner (sorg, ro, angst, forbindelse), der lever i kroppen snarere end sindet, og skaber den slags dyb forståelse, der motiverer etisk handling.

Lad os se, hvordan disse strategier fungerer i praksis.

Jaanika Peerna - Big melt #10 og Big Melt #16 (2016) 

Den affektive model: Jaanika Peernas Glacier Elegies

Jaanika Peerna, en estiskfødte kunstner, der arbejder mellem New York, Berlin og Tallinn, har udviklet en af de mest sofistikerede tilgange til miljøvidne gennem deltagende performance og kontrolleret opløsning. Hendes praksis gennemgik et bevidst skift omkring 2017 for direkte at adressere klimakrisen og forvandle hendes tidligere studier af naturlige kræfter (vind, vand, lys) til eksplicit klimaaktivisme.

Peernas teknik involverer at gribe bundter af blyanter i hver hånd og udføre spontane, helkropsbevægelser over store Mylar-ark, hvilket skaber kinetiske tegninger, der registrerer naturlige kræfter gennem ren bevægelse. Blyanterne bliver forlængelser af hendes krop og forvandler kunstneren til det, kritikere kalder "et fartøj, der fanger naturlige processer." Men den aktivistiske kraft opstår i forestillingens andet akt.

I sit igangværende Glacier Elegy-projekt inviterer Peerna publikum til at samarbejde om at skabe disse storskala tegninger. Derefter introducerer hun blokke af naturligt is på overfladen. Når isen smelter, opløser den aktivt de tegnede linjer og pigmenter og sletter den collaborative skabelse i realtid. Denne proces sammenkæder årtiers gletsjersmeltning til en umiddelbar, legemliggjort oplevelse af tab.

Geniet ligger i offentlig deltagelse (Strategi 6: Embodied Experience). Ved at inkludere publikum i skabelsen sikrer Peerna følelsesmæssig investering; den efterfølgende ødelæggelse bliver et delt, håndgribeligt tab frem for abstrakte data. Værket skildrer ikke gletsjersmeltning; det udfører det og forvandler seerne til vidner og sørgende. Hendes tilgang anerkender, at konventionelle katastrofebilleder ofte fremkalder lammelse; hendes ritualistiske metode giver en struktureret "vej igennem" overvældende klimakrise, og forvandler engagement fra passiv observation til det, hun kalder "en handling af etisk ansvar og omsorg for planeten."

Det smeltende is fungerer som Material Witness (Strategi 2). Vand er ikke bare et medium; det er en aktiv agent for transformation og ødelæggelse. Tyngdekraft og strømning dikterer den endelige komposition, hvilket gør kunstværket til et retsmedicinsk dokument over selve opløsningsprocessen. Peerna har også udviklet en sofistikeret tidsdimension (Scale/Immersion, Strategi 3). Mens hendes tidligere arbejde fejrede langsomme naturlige processer, fremskynder Glacier Elegy bevidst geologisk traume og komprimerer årtiers gletsjerretræte til den korte varighed af en ritualpræstation. Denne komprimering simulerer en hastende følelse på en måde, som klimadata ikke kan.

Peerna udvider denne praksis til sit studiearbejde, hvor hun udfører solo-versioner af den samme ritualistiske proces. De resulterende værker (med titlerne "Tipping Point," "Big Melt," "Meltdown," "Ablation Zone") præsenterer et stærkt paradoks: permanente syntetiske monumenter på Mylar, der registrerer øjeblikkelig naturlig tragedie og understreger holdbarheden af menneskeskabte materialer over for naturlige processers skrøbelighed.

Akkumuleringen af kinetiske linjer og gestusser på Mylar (Gentagelse/Akkumulering, Strategi 5) afspejler kompleksiteten og intensiteten af registrerede naturlige kræfter. Og selvom Peernas æstetik er minimalistisk (ofte sort på hvid), er hendes aktivisme forankret i et præcist vokabular (Farve som Data, Strategi 4). Hendes titler refererer til kritiske processer fra glaciologi og klimavidenskab, der fusionerer følelsesmæssig æstetik med objektive datapunkter og forankrer abstrakt arbejde i videnskabelig realitet.

Reiner Heidorn - Specifik Rang #2 og Specifik Rang #1 (2024)

Den ontologiske model: Reiner Heidorns Bio-Divisionism

Reiner Heidorn, en tysk kunstner baseret i Bayern, anvender en radikalt anderledes tilgang. Arbejdende fra sit studie omgivet af de bayerske alper og skove, har Heidorn udviklet det, han kalder "Dissolutio"-teknikken (opløsning på latin), en proces, der eksplicit sigter mod at opløse grænserne mellem menneskeheden og den naturlige verden.

Heidorns aktivisme er ikke centreret om forurening eller materiel nedbrydning som Peernas, men om at genoprette et sundt ontologisk forhold til naturen. Hans malerier er det, han kalder "passager" eller "åbninger" mod levende stof, med aspirationen om at skabe "et rum uden grænser" mellem observatør og det observerede. Denne søgen efter at nedbryde subjekt/objekt-dikotomien, som økologiske filosoffer identificerer som en grundlæggende årsag til miljøkrisen, definerer den politiske effektivitet i hans arbejde.

Hans teknik giver et enestående eksempel på At gøre det usynlige synligt (Strategi 1). Heidorn forvandler mikroskopiske cellulære strukturer og ferskvandsekosystemer til store, immersive farvefelter. Hans stil, som kunsthistorikere kalder "Neo-Expressionist Bio-Divisionism," anvender det, han kalder "Mikroskopisk Pointillisme": tusindvis af små, præcise farvepunkter organiserer sig i bløde gradationer og overfører det visuelle sprog fra videnskabelig mikroskopi til følelsesmæssigt udtryk. Han gør den kompleksitet og sammenhæng i livet, som normalt undslipper det menneskelige øje, perceptibel og synliggør de usynlige netværk, der opretholder økosystemer.

Dissolutio-processen fungerer selv som Material Witness (Strategi 2), omend implicit. For at bevare sine værker i en tilstand af bevægelse og inkorporere forgængelighed som en æstetisk kvalitet, overtræder Heidorn bevidst klassiske oliemaleriregler, blander farver direkte på lærredet og accepterer "fejl" som bobler og kratere. Denne ændring af mediet sikrer, at værket legemliggør flux og forandring, styrker ideen om levende, foranderligt stof og overgiver kontrollen til naturlige processer.

Formatet på hans værker er en kritisk fortalermekanisme (Scale/Immersion, Strategi 3). Hans lærreder er monumentale og overdimensionerede, designet til at "overvælde beskueren," fungerende som "portaler" der omslutter tilskueren i levende, muterende stof. Denne monumentale skala er en bevidst aktivistisk strategi for at bekæmpe antropocentrisme. Ved at tvinge beskueren til kropslig konfrontation med økosystemets enormitet insisterer værket på det, Heidorn kalder "den totale ubetydelighed af individet." Langt fra nihilistisk opmuntrer denne tilgang ydmyghed og fremmer det, han beskriver som "psykologisk genopretning." At føle sig ubetydelig foran biologisk vitalitet inviterer beskueren til at opløse deres adskillelse fra naturen, modsætningen til den fremmedgørelse, der driver miljøkrisen.

Heidorns arbejde er stærkt baseret på Farve som Data/Witness (Strategi 4). Hans visuelle sprog domineres af grøn, ikke som baggrund, men som motiv og stemme. Kunsthistorikere forbinder dette med en "hellig grøn, vidnet om det velsignede, dybe liv i verden." Hans palette, beriget med blå og okker, fremkalder eksplicit skove, søer og autonome biologiske verdener. Disse farver er ikke dekorative valg, men vidner om specifikke steder, specifikt lys, specifikke øjeblikke af forbindelse mellem kunstner og miljø.

Repetition/Accumulation (Strategi 5) er en integreret del af hans metode. Mikroskopisk pointillisme er baseret på tusindvis af små, præcise farvepunkter, der akkumuleres for at danne komplekse økosystemer. Denne brug af gentagelse modellerer tætheden og den strukturelle kompleksitet af levende stof på celleniveau, en æstetisk repræsentation af nødvendig sammenkobling og biologisk rigdom på mikroskopisk niveau.

Endelig er Heidorns ultimative mål både moralsk og psykologisk (Embodied Experience, Strategi 6). Hans malerier er designet til at give øjeblikke af "psykologisk genopretning og dyb ro." Ved at invitere beskuere til at bevæge sig gennem disse "passager" og opløse grænserne mellem selvet og naturen, bliver den immersive oplevelse en terapeutisk handling mod økologisk angst og fremmedgørelse. Kritikere rapporterer en følelse af "uventet ømhed" oplevet af beskuerne, hvilket demonstrerer effektiviteten af denne ikke-konfronterende tilgang. I en tid med miljømæssig nødsituation bliver Heidorns insisteren på langsomhed og eftertanke en form for modstand mod den accelererede ødelæggelse af økosystemer.

Udvidelse af ordforrådet: Tre flere tilgange

Olafur Eliasson - Moss Wall (1994)

Konceptuel Abstraktion: Olafur Eliasson

Olafur Eliasson, den dansk-islandske konceptkunstner, bruger abstrakte og minimalistiske former som sit primære sprog for miljøkommunikation. Selvom han grundlæggende er en konceptkunstner, kvalificerer hans arbejde sig som abstrakt aktivisme gennem manipulation af naturfænomener (lys, vand, atmosfære, perception) til non-figurative oplevelser.

Eliasson excellerer i Making the Invisible Visible (Strategi 1) og Embodied Experience (Strategi 6). Værker som Wavemachines eller Regenfenster (Rain window) efterligner vandfænomener og vejrforhold, hvilket giver publikum mulighed for at opleve usynlige eller ukontrollerbare naturkræfter i kontrollerede museumsrum. Moss wall (1994) engagerer direkte den kropslige oplevelse ved at introducere sanselig materialitet (duft, tekstur af lav) i det sterile museumsrum og gør besøgende skarpt bevidste om levende biologisk tilstedeværelse.

Hans arbejde med farve illustrerer den fjerde strategi nævnt ovenfor (Data/Witness). Colour experiments (2019) dekonstruerer historiske figurative landskabsmalerier (som dem af Caspar David Friedrich) og behandler dem som kvantificerbare datakilder. Ved at analysere, udtrække og proportionalt fordele farver på abstrakte lærreder skaber Eliasson et rent kromatisk "datasæt" af landskab. Han bekræfter idéen om, at natur kan oversættes til kodet abstrakt form, en slags retsmedicinsk kunsthistorie.

Hans projekt Your planetary assembly (2025) anvender Scale/Immersion (Strategi 3) gennem otte abstrakte polyedre, hvis farver og arrangement er inspireret af solsystemmodeller. Designet som et offentligt forsamlingssted (med reference til agoraen), tvinger installationens rumlige opstilling deltagerne til at overveje deres umiddelbare omgivelser i en større kosmisk kontekst, hvilket forbinder abstrakt geometri og kosmisk kortlægning med idéen om lokalsamfund.

Eliassons praksis spørger konsekvent: Hvordan kan kunst få klimakrisen til ikke blot at blive intellektuelt forstået, men fysisk følt? Hans tilgang beviser, at konceptuelle kunstnere kan bruge abstraktion som deres primære kanal for miljøbudskaber og skabe kropslige oplevelser, der omgår intellektuel forståelse.

Alicja Biała, Iwo Borkowicz - Totems (2019)

Datavisualisering: At gøre statistikker håndgribelige

En voksende bevægelse af kunstnere bruger abstraktion som et værktøj til at oversætte komplekse økologiske data til tilgængelige former. Denne "eco-visualization" praksis, et begreb skabt af kunstner Tiffany Holmes i 2005, fortolker data (energiforbrug, forureningsniveauer, tab af arter) gennem teknologiske og kunstneriske midler for at påvirke adfærd. Dette anvender direkte At gøre det usynlige synligt (Strategi 1) og Farve som Data/Vidne (Strategi 4).

Alicja Biała og Iwo Borkowicz's installation Totemy giver et direkte eksempel. Disse ni meter høje søjler bruger farve, form og tekstur til at repræsentere specifikke klimastatistikker: fiskeriudnyttelse, luftforurening, træhugst. Dette er en klar anvendelse af Skala/Indlevelse (Strategi 3) gennem imponerende højde, Farve som Data/Vidne (Strategi 4) gennem kodede farver for statistikker, og At gøre det usynlige synligt (Strategi 1) ved at gøre overvældende statistikker håndgribelige. Beskuere kan visualisere problemernes omfang og derefter scanne QR-koder for komplet dokumentation, hvilket forbinder abstrakt æstetik med faktuel information.

ScanLAB Projects, det London-baserede kunstnerdrevne studie grundlagt af Matt Shaw og William Trossell, bruger 3D-scannere til at skabe abstrakte digitale timelapse-værker af naturlige steder, såsom en saguaro-kaktus, der kollapser i Sonora-ørkenen. Klimaændringer manifesterer sig ofte på tidsskalaer, der er for langsomme til menneskelig opfattelse (gletsjere, der smelter over årtier, erosion over århundreder). ScanLABs abstrakte timelapse løser dette ved at manipulere og komprimere tid, hvilket gør en proces synlig, som normalt er usynlig i menneskelig skala. Værket fungerer som et dynamisk arkiv og konkretiserer begrebet Usynligt Synligt (Strategi 1) gennem abstraktion af varighed.

Mandy Barker - Bird's Nest - © Mandy Barker

Retsmedicinsk Akkumulering: Mandy Barker

Den britiske kunstner Mandy Barker har udviklet en markant konceptuel og fotografisk praksis, der bruger akkumulering til at materialisere det globale omfang af marin forurening. Selvom hendes endelige medium er fotografi, skabes hendes abstrakte kompositioner gennem bevidst samling og lagdeling af tusindvis af indsamlede plaststykker.

Barkers arbejde anvender direkte Gentagelse/Akkumulering (Strategi 5) og Materialevidens (Strategi 2). Akkumuleringen er ikke blot æstetisk; den er retsmedicinsk og har til formål at kvantificere problemets uholdbare omfang. Hendes serie PENALTY: The World samlede 992 stykker fodboldbolde og marint affald fra 41 lande for at illustrere problemets globale omfang. Serien Hong Kong Soup: 1826 - Spilt dokumenterer massive udslip ved at integrere plastpellets (nurdles) i kompositionen, som fungerer som visuelle vidner til forureningen.

Hvert enkelt stykke affald forvandles til en enhed i den globale mikro- og makroplastkrise. Valget af materialer (affald) bliver en etisk handling, der forvandler abstrakt arbejde til fysisk bevis og inviterer publikum til at genoverveje deres tilgang til materialer og forbrug. Historisk set var gentagelse og ophobning i kunsten forbundet med psykologiske temaer (Yayoi Kusamas obsessive ophobninger, for eksempel). I miljømæssig kontekst får ophobning en kritisk politisk betydning, direkte knyttet til ophobning og fragmentering af affald, især plast.

Barkers abstrakte kompositioner er smukke og skræmmende på samme tid. Den omhyggelige arrangering af affald i mandala-lignende mønstre eller konstellationsformer skaber visuel forførelse, der trækker beskueren ind, for derefter at levere et slag i maven: hvert element er skrald, hvert stykke bevis på økologisk krise. Denne strategi beviser, at abstraktion kan rumme både skønhed og hastværk i samme billede, ved at bruge æstetisk nydelse ikke som en distraktion, men som krogen, der holder beskueren engageret længe nok til, at budskabet registreres.

Hvorfor Abstract Activism virker: Følelse og Kognition

Sammenlignende analyse af disse praksisser viser, at abstrakt miljøkunst lykkes gennem to primære modeller, der hver anvender forskellige kombinationer af de seks strategier.

Den Affective Model (eksemplificeret af Peerna) demonstrerer ritualpraksissers overlegenhed (Strategi 6). Ved at foreslå en æstetisk struktur for økologisk sorg og kollektivt tab giver Peerna en vej til at omdanne sorg til etisk handling. Denne strategi omgår mediesaturation og den følelsesmæssige lammelse, som katastrofebilleder fremkalder. Den tilbyder, hvad konventionel klimakommunikation ikke kan: en måde at konfrontere overvældende fakta på, samtidig med at sjælen heler og handling motiveres.

Den Cognitive Model (eksemplificeret af Heidorn, Eliasson og eco-visualization kunstnere) bruger abstraktion til at genoprette et sundt forhold til verden. Heidorn opnår dette ved at opløse grænserne mellem observatør/observeret og ved at bruge monumental scale (Strategi 3) til at lære ydmyghed over for biologisk vitalitet. Eco-visualization bruger abstraktion til at gøre usynlig information (data) synlig (Strategi 4), hvilket muliggør kognitiv forståelse af komplekse eller langsomme processer (som ScanLAB's time-lapse). Eliasson skaber kontrollerede miljøer, hvor usynlige atmosfæriske kræfter bliver håndgribelige oplevelser.

Begge modeller deler en afgørende indsigt: abstraktion omgår intellektuel forståelse for at skabe visceral, kropslig viden. Når du deltager i at skabe en tegning, der så opløses for dine øjne, når du står overvældet foran et monumentalt lærred af mikroskopisk liv, når du møder omhyggeligt arrangeret havaffald, er reaktionen somatisk, ikke cerebralt. Dette skaber det, forskere kalder "somatisk empati", en dybere form for forståelse, der lever i kroppen og motiverer handling på måder, som statistik og katastrofebilleder ikke kan.

Abstraktion som Nødvendigt Vidnesbyrd

Kan abstraktion være aktivistisk? Værkerne af Jaanika Peerna, Reiner Heidorn, Olafur Eliasson, Mandy Barker og andre beviser endegyldigt, at det kan. Men disse praksisser afslører også, hvorfor aktivistisk abstraktion forbliver sjælden: det kræver at løse "budskabsproblemet", som figurativ kunst undgår. Uden figurer eller fortællinger må abstrakte kunstnere finde andre strategier: gøre usynlige systemer synlige, bruge materialetransformation som metafor, overvælde gennem skala, kode information i farve, akkumulere beviser gennem gentagelse, skabe oplevelser der forvandler observatører til deltagere.

Udfordringen er stadig reel. Abstraktion vil aldrig kommunikere med den umiddelbare klarhed som et fotografi af en rydningsskov eller et maleri af en klimaflygtning. Men disse tilgange viser, at abstraktion tilbyder noget lige så værdifuldt: evnen til at vidne om miljøkrisen gennem form, materiale og proces; at skabe skønhed, der bærer nødvendighed; at tale et universelt visuelt sprog; at gøre følt det, der ikke altid kan ses; at tilbyde strukturer for sorg, heling og etisk handling.

For seere og samlere er det i sig selv en form for vidnesbyrd at engagere sig i aktivistisk abstraktion. Når du bruger tid med Peerna's gletsjerelegier eller Heidorn's mikroskopiske økosystemer, når du møder Eliasson's atmosfæriske installationer eller Barker's affaldsmandalaer, deltager du i en anden slags miljøbevidsthed, en der lever i kroppen, i sansning, i det rum hvor skønhed og nødvendighed mødes. Som disse kunstnere demonstrerer, kan denne deltagelse forvandle klimaengagement fra overvældende fortvivlelse til struktureret sorg, fra passiv observation til kollektiv heling, fra fremmedgørelse til genforbindelse.

Aktivistisk abstraktion er mulig. Det er svært, det er sjældent, men når det lykkes, tilbyder det former for miljøvidnesbyrd, som figurativ kunst ikke kan matche. Efterhånden som klimakrisen kræver alle stemmer, beviser disse kunstnere, at abstraktion har væsentlige bidrag at give, ikke på trods af sin modstand mod eksplicitte budskaber, men på grund af hvad denne modstand, når den overvindes, gør mulig.

Jaanika Peerna og Reiner Heidorn er repræsenteret af IdeelArt. 

Fremhævet billede: Wetland af Reiner Heidorn (2023)

Af Francis Berthomier

Relaterede kunstværker