De systematiske malerier af Paul Mogensen
Paul Mogensen skaber nedbarberede visuelle kompositioner baseret på simple matematiske systemer. Han udtrykker disse systemer gennem strukturerede opstillinger af firkanter, rektangler og linjer. Hvert billede han skaber benytter en begrænset farvepalet—nogle gange kun en enkelt nuance. Hvert består også kun af et enkelt lag maling. Mogensen visualiserer kompositionen, skitserer derefter en grov omrids på sin overflade og fylder omridset ud med maling. Uanset hvad han ender med, er det billedet. Han retter ikke op eller laver det om, hvis farverne ikke fungerer så godt som håbet. Nogle gange er kanterne sjuskede, eller en insekt bliver fanget i malingen. Det gør ikke noget. Processen har sin egen logik, uanset hvordan det færdige produkt ender. På trods af enkeltheden i det Mogensen gør, forvirrer hans arbejde mange kunstbetragtere. Det har især været udfordrende for andre kunstnere og for dem, der påtager sig ansvaret for at skrive om kunst. Det, der gør det så forbløffende, er dets ærlighed. Det er iboende uforfængeligt. Mogensen forklarer præcis, hvad han gør. Han bruger matematik til at udvikle visuelle kompositioner, som han så maler. Intet andet foregår. Ikke desto mindre ser nogle mennesker åndelighed i hans enkelhed. Andre opfatter filosofi. Endnu andre mener, at Mogensen forsøger at gøre et punkt om kunsthistorie. Men ingen af disse ting er faktisk på spil, når Mogensen arbejder. Han er ikke minimalist, og heller ikke nødvendigvis abstraktionist. Han er bare en maler, der arbejder, eller måske leger, med de uendelige mulige variationer af et system.
Dette er ikke minimalisme
En af de mest almindelige misforståelser om Mogensen er, at han er minimalist. Det giver mening, hvorfor denne betegnelse ville blive tildelt hans arbejde. Tag for eksempel hans to untitled hvide på hvide malerier, som var udstillet i hans seneste udstilling på KARMA Gallery i New York. Hvert af disse to malerier udtrykker et almindeligt kompositorisk tema, som Mogensen benytter, nemlig firkanter og rektangler arrangeret i linjer adskilt af rum. I begge malerier øges formenes størrelse symmetrisk efter en forudbestemt matematisk formel. På afstand virker malerierne som monokrome. Ved nærmere eftersyn bliver de utallige former dog tydelige. Selv når folk ser formene, kalder de fleste stadig disse malerier minimalistiske sammenlignet med for eksempel et figurativt maleri. Men et modsat argument kan også fremføres. Disse malerier tilbyder meget for øjet at se, og meget for sindet at overveje.
Paul Mogensen - installationsudsigt på Karma, New York, 2018. Foto venligst udlånt af Karma, New York
Der er variationer i tekstur, penselstrøg og i malingens finish. Den håndlavede kvalitet af overfladen betyder, at der er steder, hvor lærredet viser igennem malingen. Variationerne mellem opacitet og gennemsigtighed betyder, at lyset interagerer forskelligt med forskellige dele af kompositionen. Der er kun én nuance, men flere toner er tydelige. Der er også meget at tænke over i forhold til formene. Da de har samme nuance, bliver størrelsen den vigtigste differentierende faktor. Sindet får sjældent mulighed for at tænke over skala. Alligevel er skala en af de mest væsentlige aspekter af den visuelle verden. Ved kun at bruge én nuance udtrykker Mogensen sine idéer på en så enkel og direkte måde som muligt. Han viser os sin matematik, sit penselarbejde og sin hånds stabilitet. Han præsenterer et udtryk for tekstur, tone og kompositorisk struktur. Det er ikke mystiske idéer. Det er ikke filosofier. Det er de almindelige dagligdags byggesten i den fysiske verden. Hvis de ikke er interessante, hvad er så?
Paul Mogensen - installationsudsigt på Karma, New York, 2018. Foto venligst udlånt af Karma, New York
Kunsten at se aktivt
På trods af enkeltheden i hans kompositioner, synes de ofte at blive aktiveret med en følelse af bevægelse. De lineære kompositioner synes nogle gange at vibrere, især hvis farveforholdene springer i øjnene. De cirkulære kompositioner synes nogle gange at dreje. Men hans mest aktive malerier er dem, hvor Mogensen bruger matematiske strategier som det gyldne snit eller N+1 til at skabe en spiralformet opstilling af firkanter. Han starter med en enkelt lille firkant og øger derefter størrelsen på den næste firkant efter den valgte formel. Han fortsætter med at tilføje flere firkanter på samme måde, roterende dem rundt om lærredets kant og derefter bevægende ind mod midten. Ved første øjekast ser det ud som om hele billedfladen enten eksploderer eller imploderer geometrisk. Fornemmelsen af, om det eksploderer eller imploderer, varierer afhængigt af farveforholdene. Det demonstrerer “Push Pull”-teorien af Hans Hofmann, hvordan nogle farver synes at trække sig tilbage i baggrunden i forhold til andre farver, og andre farver synes at skubbe frem fra overfladen.
Paul Mogensen - installationsudsigt på Karma, New York, 2018. Foto venligst udlånt af Karma, New York
På trods af den aktivitet, jeg nogle gange ser i disse kompositioner, føler jeg dog, at deres eneste virkelig aktive element findes hos betragteren. Det er det eneste punkt, hvor jeg er uenig med Mogensen selv. I de forskellige interviews, jeg har læst med kunstneren, har han i én åndedrag sagt, at det er ligegyldigt, hvad folk tænker om værket, og i det næste talt om at blive konfronterende over for en betragter, der turde kommentere, at de mente at se noget figurativt i hans maleri. Det er åbenlyst for mig, at kunstnere ikke kan have fuld kontrol over, hvad andre ser i deres værker. Ved at nedbarbere billeder til det mest nødvendige, kan Mogensen og andre kunstnere føle, at de styrer budskabet, eller i det mindste begrænser det. Men folk er overraskende i deres evne til at aktivere kunst med deres egne indre tanker og følelser. Kunstnere er ikke ansvarlige for, hvad andre tænker eller siger. Men det mindste, de kan gøre, er at tage ansvar for den uundgåelige kendsgerning, at der er mere i ethvert kunstværk, end kunstneren ved. De uendelige variationer, der opstår fra de simple systemer, Mogensen har skabt, slutter ikke, når han lægger penslen fra sig. Mulighederne fortsætter i betragternes oplevelse. Aktivt blik skaber aktiv kunst.
Fremhævet billede: Paul Mogensen - installationsudsigt på Karma, New York, 2018. Foto venligst udlånt af Karma, New York
Af Phillip Barcio
