De systematiske malerier af Paul Mogensen
Paul Mogensen skaber nedtonede visuelle kompositioner baseret på simple matematiske systemer. Han udtrykker disse systemer gennem strukturerede arrangementer af firkanter, rektangler og linjer. Hvert billede, han skaber, anvender en begrænset farvepalet—nogle gange kun en enkelt nuance. Hver består også kun af et enkelt lag maling. Mogensen visualiserer kompositionen, skitserer en grov skitse på sin overflade og fylder derefter skitsen med maling. Hvad end han ender med, det er billedet. Han retter ikke op på tingene eller laver dem om, hvis farverne ikke fungerer så godt, som han håber. Nogle gange er kanterne sjuskede, eller en insekt bliver indlejret i malingen. Det betyder ikke noget. Processen har sin egen logik, uanset hvordan det færdige produkt ender. På trods af enkeltheden i, hvad Mogensen gør, forvirrer hans arbejde mange kunstseere. Det har været særligt udfordrende for andre kunstnere og for dem, der påtager sig ansvaret for at skrive om kunst. Hvad der gør det så forbløffende, er dets ærlighed. Det er iboende uformelt. Mogensen forklarer præcist, hvad han laver. Han bruger matematik til at udvikle visuelle kompositioner, som han så maler. Der foregår ikke noget andet. Ikke desto mindre ser nogle mennesker spiritualitet i hans enkelhed. Andre opfatter filosofi. Endnu andre mener, at Mogensen forsøger at gøre et point om kunsthistorie. Alligevel er ingen af disse ting faktisk i spil, når Mogensen arbejder. Han er ikke en Minimalist, ej heller nødvendigvis en Abstraktionist. Han er bare en maler, der arbejder, eller måske leger, med de uendelige mulige variationer af et system.
Dette er ikke minimalisme
En af de mest almindelige misforståelser om Mogensen er, at han er en minimalist. Det giver mening, hvorfor denne betegnelse ville blive tildelt hans arbejde. Tag for eksempel hans to untitled white on white malerier, der var udstillet i hans seneste udstilling på KARMA Gallery i New York. Hvert af disse to malerier udtrykker et fælles kompositorisk tema, som Mogensen anvender, nemlig firkanter og rektangler arrangeret i linjer adskilt af plads. I begge malerier øges formerne i størrelse symmetrisk i henhold til en forudbestemt matematisk formel. Fra afstand ser malerierne ud som monochromer. Ved nærmere eftersyn bliver de mange former dog tydelige. Selv når de ser formerne, kalder de fleste stadig disse malerier for minimale sammenlignet med for eksempel et figurativt maleri. Men et modargument kan også fremsættes. Disse malerier tilbyder meget for øjet at se, og meget for sindet at overveje.
Paul Mogensen - installationsvisning hos Karma, New York, 2018. Foto med venlig hilsen Karma, New York
Der er variationer i tekstur, i penselstræk og i finishen af malingen. Den håndlavede kvalitet af overfladen betyder, at der er steder, hvor lærredet skinner igennem malingen. Variationerne mellem opacitet og translucens betyder, at lyset interagerer forskelligt med forskellige dele af kompositionen. Der er kun én nuance, men flere toner er tydelige. Der er også meget at tænke på i forhold til formerne. Da de er den samme nuance, bliver deres størrelse den primære differentierende faktor. Sindet har ikke rigtig mulighed for at tænke over skalaen særlig ofte. Alligevel er skala en af de mest essentielle aspekter af den visuelle verden. Ved kun at bruge én nuance udtrykker Mogensen sine ideer på så simpel og direkte en måde som muligt. Han viser os sin matematik, sit penselarbejde og stabiliteten i sin hånd. Han præsenterer et udtryk for tekstur, tone og kompositionsstruktur. Disse er ikke mystiske ideer. De er ikke filosofier. De er de almindelige, dagligdags byggesten i den fysiske verden. Hvis de ikke er interessante, hvad er så?
Paul Mogensen - installationsvisning hos Karma, New York, 2018. Foto med venlig hilsen Karma, New York
Kunst at Se Aktivt
På trods af enkeltheden i hans kompositioner ser de ofte ud til at blive aktiveret med en følelse af bevægelse. De lineære kompositioner synes nogle gange at vibrere, især hvis farverelationerne springer i øjnene. De cirkulære kompositioner synes nogle gange at spinne. Men hans mest aktive malerier er dem, hvor Mogensen bruger matematiske strategier som det gyldne snit eller N+1 til at skabe en spiralformet formation af kvadrater. Han starter med et enkelt lille kvadrat og øger derefter størrelsen på det næste kvadrat i henhold til den formel, han har valgt. Han fortsætter derefter med at tilføje yderligere kvadrater på samme måde, roterer dem rundt om kanten af lærredet og bevæger sig derefter ind mod midten. Ved første øjekast ser det ud til, at hele overfladen af billedet enten eksploderer eller imploderer geometrisk. Følelsen af, om det eksploderer eller imploderer, varierer afhængigt af farverelationerne. Det demonstrerer "Push Pull" teorien fra Hans Hofmann, hvordan nogle farver synes at trække sig tilbage i baggrunden i forhold til andre farver, og andre farver synes at presse sig udad fra overfladen.
Paul Mogensen - installationsvisning hos Karma, New York, 2018. Foto med venlig hilsen Karma, New York
På trods af den aktivitet, jeg nogle gange ser i disse kompositioner, føler jeg dog, at deres eneste virkelig aktive element ligger hos beskueren. Det er den eneste respekt, hvori jeg er uenig med Mogensen selv. I de forskellige interviews, jeg har læst med kunstneren, har han sagt i den ene sætning, at han ikke bekymrer sig om, hvad folk synes om værket, og så i den næste sætning talt om at blive konfrontatorisk med en beskuer, der turde kommentere, at de mente, de så i hans maleri en skildring af noget figurativt. Det er åbenlyst for mig, at kunstnere ikke kan have fuld kontrol over, hvad andre mennesker ser i deres arbejde. Ved at reducere billeder til de bare essentielle, kan Mogensen og andre kunstnere føle, at de kontrollerer budskabet, eller i det mindste begrænser det. Men folk er overraskende i deres evne til at aktivere kunst med deres egne indre tanker og følelser. Kunstnere er ikke ansvarlige for, hvad andre mennesker tænker eller siger. Men det mindste, de kan gøre, er at acceptere ansvaret for den uundgåelige kendsgerning, at der er mere i hvert kunstværk, end kunstneren ved. De endeløse variationer, der opstår fra de simple systemer, Mogensen har skabt, stopper ikke, når han lægger sin pensel ned. Mulighederne strækker sig ind i beskuernes oplevelse. Aktivt kig skaber aktiv kunst.
Fremhævet billede: Paul Mogensen - installationsvisning hos Karma, New York, 2018. Foto med venlig hilsen Karma, New York
Af Phillip Barcio
