Hvorfor Liz Nielsens fotografi er så usædvanligt

Liz Nielsen er delvist fotograf, delvist tryllekunstner. Hun frembringer levende farvede fotogrammer fra de pitch mørke rum i sit analoge fotografiske mørkekammer. De billeder, der kommer ud af hendes proces, er delvist planlagte og delvist tilfældige; delvist figurative og delvist abstrakte. De opstår som resultatet af en række forskellige metoder, og alligevel afslører de i sidste ende ingen af de teknikker, der ligger bag deres skabelse. Deres former er hjemsøgte og mærkeligt barnlige. Kanterne af formerne er nogle gange hårde og andre gange synes at fordampe ind i illusionært rum. Det er som om, der foregår noget utrolig simpelt og også utrolig komplekst - og på en måde er det sandt. Nielsen er studerende i kunsthistorie og mester i den videnskabelige fotoproces. Hun er en planlægger - der designer hver komposition på forhånd og planlægger hvert skridt, hun vil tage for at nå dertil. Men når hun først træder ind i sit mørkekammer og begynder at udføre sin plan, er hun helt kunstner, så åben og fri som nogen, der leger. Det er den sjove del - når al den omhyggelige planlægning, hun har gjort, må give efter for virkeligheden, at hendes medier - lys og kemi - har deres egne ideer og deres egne måder at interagere med hinanden på. Når alt er sagt og gjort, står Nielsen tilbage med noget, der måske nærmer sig det, hun satte sig for at opnå, men som uundgåeligt også er fyldt med overraskelser: mysterier, som selv hun ikke kunne have forudset. Det er i det rum, mellem planlægning og uheld, at de mest abstrakte elementer af hendes billeder endelig dukker op.

Negative forstærkninger

Når du først møder de fotogrammer, som Nielsen laver, kan det være forvirrende at finde ud af, hvad du egentlig kigger på - ikke kun i forhold til det visuelle sprog i kompositionerne, men også i forhold til materialet selv. Overfladerne er skinnende og luminescerende, som et fotoprint. De glansfulde overfladeegenskaber skyldes de ultraskinnende kvaliteter af hendes valgte papir - Fuji Lustre eller FujiFlex, som er ekstraordinært reflekterende. Og alligevel ser billederne på printene ikke ud som noget, der normalt laves i et mørkekammer. Billederne har en vis håndlavet kvalitet, der mere ligner de mærker, som en maler laver. Skalaen af værkerne er også usædvanlig. De kommer i en række tilpassede størrelser og dimensioner, der spænder fra 100 x 50 tommer til 8 x 8 tommer. Størrelserne svarer ikke åbenlyst til, hvad vi er vant til at se fotoartister printe. Omfanget af skalaer opstår som et resultat af den måde, Nielsen skaber sine overflader på. Hun skærer fotopapir i hånden og skaber den størrelse, hun ønsker, ligesom en maler ville gøre, når han bygger lærredsstøttebånd fra bunden.

Liz Nielsen - Abracadabra, 2018, Analog Chromogenic Photogram, Unik, på Fujiflex, 30x23. © Liz Nielsen

Hvad angår det håndlavede udseende af billederne selv, opnår Nielsen det ved at anvende en teknik, der er lidt ligesom omvendt stenciling. Efter at have planlagt en komposition skærer hun forskellige former ud af pap eller andre papirmedier, som vil blive brugt. Hun tager de udskårne stykker med ind i mørkekammeret sammen med sit fotopapir og placerer derefter alle de forskellige elementer på overfladen. Én ad gangen fjerner hun elementerne og eksponerer den del af overfladen med lys. Processen er langt fra perfekt. Nogle gange siver lyset under stykkerne. Nogle gange bliver stykkerne skæve. Formene er håndskåret, så de indeholder subtile ufuldkommenheder, der påvirker, hvordan lyset rammer overfladen. I sidste ende, selvom hvert skridt i planlægningen og udførelsen på en måde er under hendes kontrol, må Nielsen give afkald på noget autoritet til alle disse små faktorer, der er iboende i hendes proces. Det er delvist det, der giver det endelige produkt sit fantasifulde, maleriske og nogle gange brutale udseende.

Liz Nielsen - Liquid Sunset I, 2018, Analog Chromogenic Photogram, Unik, på Fujiflex, 30x40. © Liz Nielsen

Lys skaber farve

Måske er den vigtigste aspekt af hendes metode dog ikke det papir, hun bruger, eller de udskårne former, hun laver. Det vigtigste er lyset, som i sidste ende lokker hver farve frem fra overfladen, der ender i det færdige værk. Nielsen bringer ikke kun én type lys med sig ind i mørkekammeret. I stedet bringer hun et udvalg - cykellygter, lommelygter, traditionelle lamper eller enhver anden type lyskilde, hun tilfældigvis finder. Hver fundet lyskilde har sin egen bølgelængde og temperatur. Ved at skifte mellem lyskilderne og derefter lege med eksponeringstiden kan hun dramatisk påvirke opaciteten, translucensen, renheden og luminositeten af farven. Nogle gange er hendes farver rene og solide. Andre gange er de dæmpede og rolige. Når farverne er rene, kan hun skabe strålende skarpe former. Når de er dæmpede, kan hun fremkalde elementer, der ligner pletter efter maling, der er spildt på råt lærred, eller det flygtige udseende af akvarelmaling.

Liz Nielsen - Røde Bjerge, 2018, Analog Chromogenisk Fotogram, Unik, på Fujiflex, 30x40. © Liz Nielsen

Den måde, Nielsen manipulerer lys i mørkekammeret, producerer en fantastisk række af effekter. På denne måde er hun også mere som en maler end en fotograf. Hun formår at opnå noget sjældent i en fotogram—fremtrædelsen af forskellige teksturer. Hun manipulerer også dygtigt følelsen af dybde i sine billeder ved at eksponere de samme områder flere gange, hvilket fremkalder de "push pull" farveteorier fra Hans Hofmann. Ikke desto mindre, så spektakulære som de formelle elementer i hendes fotogrammer er, er det uundgåeligt, at vi til sidst også ser på indholdet. Disse kompositioner relaterer trods alt til den virkelige verden—Nielsen giver dem navne som "nabolag", "Træ" eller "Magiske Sten", som afslører for os, hvad hun har til hensigt, at de skal være. Og alligevel, endnu en gang, ligesom uundgåeligt, falmer disse narrative elementer i sidste ende i betydning, efterhånden som de plastiske aspekter af værket genvinder deres dominans. Det er et af de mest overraskende aspekter af, hvad Nielsen gør. Hendes teknik er så ladet, og hendes billeder er så intenst visuelle, at selv når vi tror, at vi ser på noget, vi genkender, bliver vores sind uundgåeligt og ufrivilligt trukket tilbage i det abstrakte rige.

Fremhævet billede: Liz Nielsen - Acceptance, 2017, Analog Chromogenic Photogram, Unik, på Fujiflex, 30x32. © Liz Nielsen
Af Phillip Barcio