Hvorfor Liz Nielsens fotografi er så usædvanligt
Liz Nielsen er delvist fotograf, delvist tryllekunstner. Hun fremkalder levende farvede fotogrammer fra det kulsort mørke i sit analoge fotolaboratorium. De billeder, der opstår gennem hendes proces, er delvist planlagte og delvist tilfældige; delvist figurative og delvist abstrakte. De skabes som resultat af en række forskellige metoder, men afslører alligevel ingen af teknikkerne bag deres tilblivelse. Deres former er dragende og mærkeligt barnlige. Kanterne på formerne er nogle gange skarpe og andre gange synes at fordampe ind i et illusorisk rum. Det er som om, noget utroligt enkelt og samtidig utroligt komplekst foregår – og på en måde er det sandt. Nielsen er studerende i kunsthistorie og mester i den videnskabelige fotoproces. Hun er en planlægger – hun designer hver komposition på forhånd og lægger en plan for hvert skridt, hun vil tage for at nå dertil. Men når hun træder ind i sit mørkekammer og begynder at udføre sin plan, er hun fuldt ud kunstner, lige så åben og fri som en, der leger. Det er den sjove del – når al den omhyggelige planlægning må vige for realiteten af, at hendes medier – lys og kemi – har deres egne idéer og måder at påvirke hinanden på. Når alt er sagt og gjort, står Nielsen tilbage med noget, der måske nærmer sig det, hun satte sig for at opnå, men som uundgåeligt også er fuldt af overraskelser: mysterier, som hun ikke engang kunne have forudset. Det er i det rum, mellem planlægning og tilfældighed, at de mest abstrakte elementer i hendes billeder endelig træder frem.
Negative Forstærkninger
Når man først møder de fotogrammer, Nielsen laver, kan det være forvirrende at finde ud af præcis, hvad man ser – ikke kun i forhold til kompositionernes visuelle sprog, men også i forhold til materialet selv. Overfladerne er blanke og lysende, som et fotoprint. De skinnende overfladekvaliteter skyldes det ultraskinnende papir, hun foretrækker – Fuji Lustre eller FujiFlex, som er yderst reflekterende. Alligevel ligner billederne på printene ikke noget, man normalt laver i et mørkekammer. Billederne har en vis håndlavet kvalitet, der mere minder om mærker lavet af en maler. Værkernes størrelse er også usædvanlig. De findes i en række specialmål og dimensioner, fra 100 x 50 tommer til 8 x 8 tommer. Størrelserne svarer ikke åbenlyst til det, vi er vant til at se fotokunstnere trykke. Variationen i størrelser skyldes den måde, Nielsen skaber sine overflader på. Hun klipper fotopapir i hånden og laver lige præcis den størrelse, hun ønsker, ligesom en maler, der bygger lærredrammer fra bunden.
Liz Nielsen - Abracadabra, 2018, Analog Kromogenisk Fotogram, Unik, på Fujiflex, 30x23. © Liz Nielsen
Liz Nielsen - Liquid Sunset I, 2018, Analog Kromogenisk Fotogram, Unik, på Fujiflex, 30x40. © Liz Nielsen
Lys Skaber Farve
Måske er det vigtigste ved hendes metode dog ikke papiret, hun bruger, eller de udklippede former, hun laver. Det vigtigste er lyset, som i sidste ende fremkalder alle farverne, der ender i det færdige værk. Nielsen medbringer ikke kun én type lys ind i mørkekammeret. I stedet medbringer hun en samling – cykellygter, lommelygter, traditionelle lamper eller enhver anden lyskilde, hun finder. Hver fundet lyskilde har sin egen bølgelængde og temperatur. Ved at skifte mellem lyskilderne og lege med eksponeringstiden kan hun dramatisk påvirke farvens opacitet, gennemsigtighed, renhed og lysstyrke. Nogle gange er hendes farver rene og solide. Andre gange er de dæmpede og rolige. Når farverne er rene, kan hun skabe skarpt afgrænsede former. Når de er dæmpede, kan hun fremkalde elementer, der ligner pletter efter spildt maling på råt lærred eller det flygtige udseende af akvarelfarver.
Liz Nielsen - Røde Bjerge, 2018, Analog Kromogenisk Fotogram, Unik, på Fujiflex, 30x40. © Liz Nielsen
Den måde, Nielsen manipulerer lyset i mørkekammeret på, skaber et fantastisk udvalg af effekter. På den måde er hun også mere som en maler end en fotograf. Hun formår at opnå noget sjældent i et fotogram – udseendet af forskellige teksturer. Hun manipulerer også dygtigt med dybdefornemmelsen i sine billeder ved at eksponere de samme områder flere gange, hvilket vækker “push pull”-farveteorierne fra Hans Hofmann. Ikke desto mindre, så spektakulære som de formelle elementer i hendes fotogrammer er, kan vi uundgåeligt også ikke lade være med at se på indholdet. Disse kompositioner relaterer sig trods alt til den virkelige verden – Nielsen giver dem navne som “nabolag”, “Træ” eller “Magiske Sten”, som afslører, hvad hun har til hensigt, at de skal være. Og alligevel, igen lige så uundgåeligt, mister disse fortællende elementer til sidst betydning, efterhånden som de plastiske aspekter af værket genvinder deres dominans. Det er en af de mest overraskende sider af det, Nielsen gør. Hendes teknik er så fyldt, og hendes billeder er så intenst visuelle, at selv når vi tror, vi ser noget genkendeligt, bliver vores sind uundgåeligt og ufrivilligt trukket tilbage til det abstrakte rige.
Fremhævet billede: Liz Nielsen - Acceptance, 2017, Analog Kromogenisk Fotogram, Unik, på Fujiflex, 30x32. © Liz Nielsen
Af Phillip Barcio
