Kraften i Piet Mondrians Komposition med Rød, Blå og Gul

Piet Mondrian malede “Komposition med Rød, Blå og Gul” i 1930. Det markerer et subtilt vendepunkt i udviklingen af hans karakteristiske, enestående malestil, som han kaldte Neo-Plasticisme. Hans visuelle udtryk opstod gennem en omhyggelig, daglig stræben efter fuldstændig abstraktion, som han mente var en måde at udtrykke en universel renhed gennem de plastiske kunster. Det var i 1920, samme år som han udgav sin bog Le Néo-Plasticisme, at Mondrian malede sine første gittermalerier med de sorte vandrette og lodrette linjer og rektangulære felter af ren farve, som han nu er mest kendt for. Tidligt i sin udforskning af denne unikke position eksperimenterede Mondrian med flere farver og toner og undersøgte en bred vifte af opstillinger både for sine lærreder og for formerne i sine kompositioner. Ved sin død i 1944 havde han nået en fantastisk kompleks og moden vision, legemliggjort i hans mesterværk, “Broadway Boogie Woogie.” Det var midt i denne udvikling, at han malede “Komposition med Rød, Blå og Gul.” Det er måske ikke umiddelbart tydeligt, hvorfor dette værk er bemærkelsesværdigt, eller hvorfor det markerer et vigtigt vendepunkt. Men der er nogle aspekter af det, som klart adskiller det fra mange andre malerier, Mondrian lavede, og som signalerer et punkt i hans udvikling, hvor Mondrian selv var ved at blive forvandlet.

At læse linjerne

Nogle siger, at for at forstå det sande budskab i, hvad en person siger, må man læse mellem linjerne. I tilfældet med “Komposition med Rød, Blå og Gul” er det linjerne selv, der bærer en skjult besked. Det er velkendt, at Mondrian søgte balance i sit arbejde. Han skrev meget om kompositorisk harmoni som en reaktion mod kaos. Han opnåede denne følelse af harmoni ved utrætteligt at søge balance mellem de plastiske elementer i sine billeder. Placeringen af farver, størrelsen på formerne og overfladernes egenskaber spillede sammen på måder, der enten fik ham til at føle sig ubalanceret eller i balance. Målet var altid at finde det perfekte punkt, hvor en komposition opnåede en slags stilhed.

Men med tiden begyndte Mondrian at afsky netop den stilhed, han engang søgte. Hans senere malerier, som han skabte i New York, og som var inspireret af byens bevægelse og jazzmusikkens energi, synes næsten at vibrere og summe. “Komposition med Rød, Blå og Gul” markerer et begyndelsespunkt i hans evne til at tilføre sine billeder denne energi. Hemmeligheden gemmer sig i linjerne. Det kan næsten være umærkeligt ved første øjekast, men hvis du ser på de sorte linjer i dette maleri, vil du bemærke, at linjen øverst til venstre i kompositionen er dobbelt så tyk som de andre linjer. Mondrian mente, at dette valg, at gøre en af linjerne dobbelt så bred, gav liv til hans komposition. Han var ved at ændre sine tanker væk fra troen på stilhed som en universel nødvendighed og hen imod ideen om, at selv en fuldstændig abstrakt og harmonisk komposition har brug for energi for at føles levende.

I balance

På trods af søgen efter energi og bevægelse, som Mondrian udtrykte med sin dobbelt brede linje, er “Komposition med Rød, Blå og Gul” alligevel en overlegen manifestation af billedlig harmoni. På en mærkelig måde balancerer den energi, der er tilført billedet gennem de brede linjer, de andre billedlige elementer, som ellers kunne have virket for konkrete. Jeg tænker især på den massive røde firkant, der dominerer billedet. Den visuelle vægt af denne firkant spejler lærredets helt kvadratiske form. Det vækker næsten associationer til et Malevich-maleri fra årtier tidligere. Det er fristende at se den røde firkant som værkets motiv, hvilket ville have ført maleriet ud af den rene abstraktion. Mondrian forsøgte tydeligvis at bruge så få andre billedlige elementer som muligt i kompositionen. Han gik til den modsatte yderlighed med den lille gule rektangel nederst på lærredet og ramte midtpunktet med den blå rektangel. Men det er mærkeligt nok den dobbelt brede linje, der antyder, at der faktisk sker mere i denne komposition end blot simple farvede former.

Et andet interessant aspekt ved dette maleri, i hvert fald for mig, er, at Mondrian lod farvefelterne stå åbne ved lærredets kanter. Det gjorde han ikke altid. Ofte er hans rektangler helt indrammet af sorte linjer. Ved at lade formerne stå åbne i dette tilfælde, sidder vi tilbage med tanken om, at linjerne måske aldrig var ment som rammer. Måske var de tænkt som farvefelter på lige fod med de andre farvede former. Eller måske skulle de opfattes som noget konkret, mens farven skulle opfattes mere som lys – noget luftigt, der fylder det tomme rum. I dette maleri, hvor de ikke er afgrænset af sorte linjer, kan de farvede felter udvide sig uendeligt ud over lærredets kant. Hvis det er tilfældet, er det næsten som om Mondrian har beskåret et billede, han så i sit sind. Jeg kan forestille mig, at i stedet for at være en altvidende fortæller af en fiktiv visuel verden, var han mere en dokumentarist, der så det, der var foran ham, og redigerede det, så vi alle kunne forstå det, som han gjorde. Måske ville den tanke irritere Mondrian, da han var fast besluttet på sin jagt efter ren abstraktion. Men det er netop det, der gør “Komposition med Rød, Blå og Gul” til et så forvandlende maleri. Det forvandlede ikke blot hans egen udvikling som maler – det forvandler også vores evne til at forholde os til hans værks arv på måder, der overgår selv de forventninger, han havde til sig selv.

Fremhævet billede: Piet Mondrian - Komposition i Rød, Blå og Gul. 1930. Olie og papir på lærred. 46 x 46 cm. Kunsthaus Zürich
Af Phillip Barcio