Kraften i Piet Mondrians Komposition med Rød, Blå og Gul

Piet Mondrian malede “Komposition med Rød Blå og Gul” i 1930. Det markerer et subtilt vendepunkt i udviklingen af hans karakteristiske, enestående malestil, som han kaldte Neo-Plasticisme. Hans visuelle stemme opstod gennem en omhyggelig, daglig stræben mod fuldstændig abstraktion, som han mente var en måde at udtrykke en universel renhed gennem de plastiske kunstarter. Det var i 1920, samme år han udgav sin bog Le Néo-Plasticisme, at Mondrian malede sine første gittermalerier, der indeholdt de sorte horisontale og vertikale linjer samt rektangulære felter af ren farve, som han nu er mest kendt for. Tidligt i sin udforskning af denne unikke position eksperimenterede Mondrian med flere farver og nuancer og udforskede en bred vifte af konfigurationer for både sine lærreder og for formerne inden for sine kompositioner. Ved sin død i 1944 var han nået til en fantastisk kompleks og moden vision, legemliggjort i sit mesterværk, “Broadway Boogie Woogie.” Det var midt i den evolution, at han malede “Komposition med Rød Blå og Gul.” Det er måske ikke indlysende, hvorfor dette værk er bemærkelsesværdigt, eller hvorfor det markerer et vigtigt vendepunkt. Men der er nogle aspekter af det, der klart adskiller det fra så mange andre malerier, Mondrian lavede, og som signalerer et punkt i hans udvikling, hvor Mondrian selv var ved at blive transformeret.

Læsning af linjerne

Nogle mennesker siger, at for at forstå det sande budskab i, hvad en person siger, skal man læse mellem linjerne. I tilfælde af "Komposition med Rød, Blå og Gul" er det linjerne selv, der bærer et skjult budskab. Det er velkendt, at Mondrian søgte balance i sit arbejde. Han skrev meget om kompositorisk harmoni som en reaktion mod kaos. Han opnåede den følelse af harmoni ved uophørligt at søge balance mellem de plastiske elementer i sine billeder. Placeringen af farver, størrelsen af formerne og kvaliteten af overfladerne spillede ind på hinanden på måder, der enten efterlod ham med en følelse af ubalance eller i balance. Søgen var altid at opdage det perfekte punkt, hvor en komposition opnåede en slags stilhed.

Men over tid begyndte Mondrian at foragte den stillehed, han engang søgte. Hans senere malerier, som han skabte i New York, inspireret af byens bevægelse og energien fra jazzmusik, synes næsten at vibrere og summen. "Komposition med Rød Blå og Gul" markerer et begyndelsespunkt i hans evne til at give sine billeder den energi. Hemmeligheden gemmer sig i linjerne. Det kan næsten være umærkeligt ved første øjekast, men hvis du ser på de sorte linjer i dette maleri, vil du se, at linjen i øverste venstre hjørne af kompositionen er dobbelt så tyk som de andre linjer. Mondrian mente, at dette valg, at gøre en af linjerne dobbelt så bred, gav liv til hans komposition. Han transformerede sine tanker væk fra troen på stillhed som en universel nødvendighed, og hen imod ideen om, at selv en helt abstrakt og harmonisk komposition har brug for energi for at føles levende.

Hængende i Balancen

På trods af den søgen efter energi og bevægelse, som Mondrian udtrykte med sin dobbelt brede linje, er "Komposition med Rød, Blå og Gul" ikke desto mindre en overlegen manifestation af billedmæssig harmoni. På en mærkelig måde, faktisk, balancerer den energi, der er indgivet i billedet af de brede linjer, de andre billedmæssige elementer, som ellers kunne have virket for konkrete. Nemlig taler jeg om det massive røde kvadrat, der dominerer dette billede. Den visuelle vægt af dette kvadrat ekkoer den perfekt kvadratiske form af lærredet. Det fremkalder næsten sammenligninger med et Malevich-maleri fra årtier tidligere. Det er fristende at se det røde kvadrat som emnet for værket, hvilket ville have taget dette maleri uden for området for ren abstraktion. Mondrian forsøgte tydeligt at bruge så få andre billedmæssige elementer som muligt i kompositionen. Han gik til den modsatte ekstrem med det lille gule rektangel i bunden af lærredet og ramte midtpunktet med det blå rektangel. Men det er underligt nok den dobbelt brede linje, der antyder, at der faktisk er mere i gang i denne komposition end blot enkle farvede former.

Et andet interessant aspekt ved dette maleri, i det mindste for mig, er, at Mondrian efterlod farvefelterne ufærdige ved kanternes kant. Han gjorde bestemt ikke altid dette. Ofte er hans rektangler helt indhegnet af sorte linjer. Ved at lade formerne være åbne i dette tilfælde, efterlader vi ideen om, at linjerne måske aldrig var tænkt som rammer. Måske var de tænkt som farvefelter ligesom de andre farvede former. Eller måske er de tænkt til at fungere som noget konkret, og farven var tænkt til at blive opfattet mere som lys—noget eterisk, der fylder tomt rum. I dette maleri, da de ikke er kantet af sorte linjer, kan de farvede rum udvide sig uendeligt ind i rummet ud over lærredets kant. Hvis dette er tilfældet, er det næsten som om Mondrian beskår et billede, han så i sit sind. Jeg kan forestille mig, at snarere end at Mondrian var en altvidende fortæller af en fiktiv visuel verden, var han mere en dokumentarist, der så, hvad der var foran ham, og redigerede det på en måde, så vi alle kunne forstå det, som han gjorde. Måske ville den idé irritere Mondrian, da han var fast besluttet på sin stræben efter ren abstraktion. Men det er delvist det, der gør "Komposition med Rød, Blå og Gul" til et så transformerende maleri. Det transformerede ikke kun hans egen udvikling som maler—det transformerede også vores evne til at interagere med arven fra hans arbejde på måder, der udfordrer selv de forventninger, han havde til sig selv.

Fremhævet billede: Piet Mondrian - Komposition i Rød, Blå og Gul. 1930. Olie og papir på lærred. 46 x 46 cm. Kunsthaus Zürich
Af Phillip Barcio