Hvad Per Kirkeby Efterlod

Denne uge gik nyheden ud om, at den danske kunstner Per Kirkeby er død i en alder af 79 år. Hans død er et stort tab for den moderne kunstverden, men samtidig indser hans mangeårige beundrere også, at det værk, som Kirkeby dedikerede sit liv til, ofte omhandlede dødens uundgåelighed. I kataloget til hans soloudstilling i 2015 på The Gallery at Windsor i Vero Beach, Florida, skrev kunstneren: “En arts historie er ikke særlig lang … Et par kosmiske uger. Alle blade falder til sidst. Og mange kosmiske år går, og til sidst dør træet selv. Hvad vil der blive af verden?” Hans ord var måske kun ment til at blive betragtet i samspil med de dystre, dramatiske kompositioner, der hang på væggene. Men de udtrykte også en større erkendelse af livets flygtige natur og målsætningernes forgængelighed. Et andet citat fra Kirkeby: “Kunstens rolle er at acceptere, at ting går i stykker. Det er den eneste måde at få noget nyt til at opstå på.” Det var hans dybe bevidsthed om vores forbindelse til naturens processer – den uendelige cyklus af ødelæggelse og skabelse – der gjorde Kirkeby til en af de førende neo-ekspressionistiske malere, der dukkede op i Europa i 1980’erne. Denne bevidsthed hjalp ham også med at udvide sin indflydelse langt ud over begrænsningerne i den enkelte bevægelse. Hans værk handlede ikke om én bestemt æstetisk holdning, ej heller om ét bestemt materiale eller udtryksform. Det handlede om menneskelige følelser: om at formidle de rå, brutale og rent følelsesmæssige realiteter ved tilværelsen. De abstrakte landskaber, Kirkeby malede, synes enten at være midt i en forvandling til noget nyt eller midt i at falde fra hinanden. De er billeder af udvikling, og de kaster et særligt skarpt lys på den mærkelige skønhed, der opstår, når ting når deres ende.

Overfladen er rum

Kirkeby kaldte engang sig selv en slags bonde. Han sagde: “Mit lærred er jordstykket, og mine farver – altså selve malingsstoffet – er jorden, blomsterbedene med deres forskellige bestanddele og varierende teksturer.” Det synes at være sandt, at når vi ser ud over landskabet, ser vi kun jorden og himlen – to overflader, der mødes i horisonten. Men sande bønder ser jorden ikke som en overflade, men som en indgang til en underverden af enorm dybde; og himlen som en stor arena, hvor uendelige meteorologiske dramaer udspiller sig. For bønder er det hele ét sammenhængende univers. På samme måde så Kirkeby lærredet ikke blot som en overflade, men som indgangen til et uendeligt indre rum. Mens han malede, åbnede han dette lag og vendte underverdenerne i kompositionen op. Han næredede rumlige illusioner, som til gengæld næredede vores øjne og fodrede vores sind med glimt af livets ukendte mysterier.

Per Kirkeby - Uden titel, 1989. Olie på lærred. 57 × 53 1/4 tommer. 144,8 × 135,3 cm. Michael Werner Gallery, New York, London. © Per Kirkeby

Alligevel er en af de paradoksale ting, mange nævner om hans malerier, at på trods af de åbne, illusionistiske verdener, der synes at udvide sig i dem, forhindrer noget ved dem også beskueren i nogensinde helt at kunne trænge ind i disse indre verdener. Kirkeby kommenterede engang dette aspekt af sit arbejde og sagde, at han følte, hans egne malerier på en eller anden måde både tiltrak og frastødte. Som han udtrykte det, når folk prøver at træde ind i hans malerier, støder de panden mod en mur. Det er som om, at på trods af hans ønske om at åbne sine malerier som dybe indre verdener, endte de med at fungere mere som vinduer. Vi beskuere står så tæt på det komplekse, indbydende, mystiske univers, de indeholder, men vi kan kun kigge ind i dette private rum uden nogensinde helt at kunne træde ind i det.

Per Kirkeby - Uden titel, 1991. Blandede medier på Masonit. 48 × 48 tommer. 121,9 × 121,9 cm. Michael Werner Gallery, New York, London. © Per Kirkeby

At skabe er at ødelægge

Den gensidigt tiltrækkende og frastødende karakter af Kirkebys arbejde gav det en holdning som gådefuld poesi. Lige så poetisk var hans farvepalet – mørkerøde, brune, grå og sorte, samme farver som ild og svovl, lava og sten. Det var ikke tilfældigt. Før han begyndte på Eks-skolen i København, tog Kirkeby først sin kandidatgrad i arktisk geologi. Han kendte indgående til de omvæltende, boblende kræfter, der konstant arbejder under jordens overflade. Han ønskede, at hans værker skulle minde os om vores egen dødelighed og vores forbindelse til alt andet, der lever og dør i naturen. Det er faktisk mærkeligt smukt, at hans bortgang, selvom den fandt sted i København 7.000 mil væk, faldt sammen med udbruddet af Kilauea-vulkanen på den store ø Hawaii.

Per Kirkeby - Uden titel, 2013. Blandede medier på Masonit. 48 × 48 tommer. 121,9 × 121,9 cm. Michael Werner Gallery, New York, London. © Per Kirkeby

Tag et øjeblik og lav en online billedsøgning på de abstrakte landskabsmalerier, Kirkeby lavede, og lav derefter en søgning på luftfotos af de dusinvis af revner, der for nylig er åbnet i jorden og spyr lava ud omkring Kilauea. Det er som om jorden selv tager over, hvor denne geolog-der-blev-kunstner slap. Gennem hele sin karriere talte Kirkeby aldrig offentligt om frygten for døden. Han fejrede den viden, han havde, om at alle ting i denne verden er i en konstant tilstand af skabende ødelæggelse. Hans malerier folder sig ud i foranderlige lag, hvor forskellige, ustabile elementer kollapser ind i sig selv, som revner, der åbner sig i overfladen af en frodig skråning og sluger træer og huse. Hans skulpturer erklærer sig som fysiske udforskninger af grundlæggende kræfter og manifestationer af geologisk magt. Hvert værk, Kirkeby skabte, udtrykker følelsen af, at noget, der er ved at falde fra hinanden, er blevet fastholdt på et punkt uden tilbagevenden – et forvandlingsøjeblik af spænding, frosset i tiden. Nu hvor han er død, er det vidunderligt at reflektere over, hvad han efterlod – hjemsøgte billeder af kollapsende landskaber, der bliver til noget nyt, og som også antyder, at der er noget stræbende i vores egne rødder i den konstant skiftende jord.

Fremhævet billede: Per Kirkeby - Uden titel, 2005. Tempera på lærred. 78 3/4 × 118 tommer. 200 × 299,7 cm. Michael Werner Gallery, New York, London. © Per Kirkeby

Alle billeder anvendt til illustration

Af Phillip Barcio