Hvad Per Kirkeby Efterlod

Nyheden brød denne uge, at den danske kunstner Per Kirkeby døde i en alder af 79 år. Hans død er et stort tab for den samtidige kunstverden, selvom hans mangeårige fans også indser, at det arbejde, som Kirkeby dedikerede sit liv til, ofte handlede om dødens uundgåelighed. I kataloget til hans soloudstilling i 2015 på The Gallery at Windsor i Vero Beach, Florida, skrev kunstneren: “Arten historie er ikke særlig lang … Et par kosmiske uger. Alle bladene falder endelig. Og mange kosmiske år går forbi, og til sidst dør træet selv. Hvad vil der blive af verden?” Hans ord var måske kun ment til at blive overvejet i samklang med de dystre, dramatiske kompositioner, der hang på væggene. Alligevel gav de også en større erklæring om livets flygtige natur og de ephemerale mål. Et andet citat fra Kirkeby: “Kunstens rolle er at acceptere, at tingene bryder sammen. Det er den eneste måde at få noget nyt til at opstå.” Det var hans dybe bevidsthed om vores forbindelse til naturens processer—den endeløse cyklus af ødelæggelse og skabelse—der gjorde Kirkeby til en af de førende neo-ekspressionistiske malere, der dukkede op i Europa i 1980'erne. Den bevidsthed hjalp ham også med at udvide sin indflydelse langt ud over begrænsningerne af den enkelte bevægelse. Hans arbejde handlede ikke om en bestemt æstetisk position, ej heller et bestemt medium eller udtryksform. Det handlede om menneskelige følelser: om at kommunikere de rå, brutale og rent følelsesmæssige realiteter af eksistensen. De abstrakte landskaber, Kirkeby malede, ser ud til enten at være i færd med at blive noget nyt eller i færd med at falde fra hinanden. De er billeder af evolution, og de kaster et særligt klart lys på den mærkelige skønhed ved ting, når de møder deres ende.

Overflade er plads

Kirkeby omtalte engang sig selv som en slags landmand. Han sagde: “Mit lærred er grunden, og mine farver—det vil sige, selve malemidlet—er jorden, blomsterbedene, med deres forskellige komponenter og varierende teksturer.” Det synes at være sandt, at når vi ser ud over landskabet, ser vi kun jorden og himlen—to overflader, der mødes ved horisonten. Men ægte landmænd ser jorden ikke som en overflade, men som et indgangspunkt til en underverden af enorm dybde; og himlen som en stor arena, hvor endeløse meteorologiske dramaer udfolder sig. For landmænd er det hele ét sammenhængende univers. Ligeledes så Kirkeby lærredet ikke bare som en overflade, men som indgangspunktet til et endeløst indre rum. Mens han malede, åbnede han det lag, vendte underverdenerne i kompositionen. Han nærede rumlige illusioner, der igen ville næres vores øjne, og fodrede vores sind med glimt af livets ukendte mysterier.

Per Kirkeby - Uden titel, 1989. Olie på lærred. 57 × 53 1/4 tommer. 144,8 × 135,3 cm. Michael Werner Galleri, New York, London. © Per Kirkeby

Og alligevel er en af de paradoksale ting, som mange mennesker nævner om hans malerier, at på trods af de åbne, illusionistiske verdener, der synes at udvide sig inden i dem, er der noget ved dem, der også forhindrer seerne i nogensinde virkelig at kunne trænge ind i disse indre verdener. Kirkeby kommenterede engang dette aspekt af sit arbejde og sagde, at han følte, at hans egne malerier på en eller anden måde var samtidig indbydende og frastødende. Den måde, han formulerede det på, er, at når folk forsøger at træde ind i hans malerier, rammer de hovedet mod en væg. Det er som om, at på trods af hans ønske om at åbne sine malerier op, som dybe indre verdener, endte de med at fungere mere som vinduer. Vi seere står så tæt på det komplekse, indbydende, mystiske univers, de indeholder, men vi kan kun kigge ind i dette private rum, uden nogensinde at kunne træde helt ind i det.

Per Kirkeby - Uden titel, 1991. Blandede medier på Masonite. 48 × 48 tommer. 121,9 × 121,9 cm. Michael Werner Galleri, New York, London. © Per Kirkeby

At skabe er at ødelægge

Den gensidigt indbydende og frastødende natur af det arbejde, Kirkeby udførte, gav det en holdning af gådefuld poesi. Lige så poetisk var hans farvepalet—mørke røde, brune, grå og sorte, samme som farvepaletten af ild og svovl, lava og sten. Dette var ikke en tilfældighed. Før han gik på Eks-skolen (Eksperimenterende Kunstskole) i København, opnåede Kirkeby først sin kandidatgrad i uddannelse i arktisk geologi. Han var nært bekendt med de churnende, kogende, underliggende kræfter, der konstant arbejder under overfladen af jorden. Han havde til hensigt, at hans arbejde skulle minde os om vores egen dødelighed og om vores forbindelse til alt andet, der lever og dør i den naturlige verden. Det er mærkeligt smukt, faktisk, at selvom det fandt sted i København 7.000 miles væk, faldt hans bortgang sammen med udbruddet af Kilauea-vulkanen på den store ø Hawaii.

Per Kirkeby - Uden titel, 2013. Blandede medier på Masonite. 48 × 48 tommer. 121,9 × 121,9 cm. Michael Werner Galleri, New York, London. © Per Kirkeby

Tag et øjeblik og lav en online billedsøgning efter de abstrakte landskabsmalerier Kirkeby lavede, og lav derefter en anden søgning efter luftbilleder af de dusinvis af sprækker, der for nylig er åbnet i jorden og sprøjtet lava omkring Kilauea. Det er som om jorden selv tager over, hvor denne geolog-blevet-kunstner slap. Gennem sin karriere talte Kirkeby aldrig offentligt om frygten for døden. Han fejrede den viden, han havde om, at alle ting i denne verden er i en konstant tilstand af kreativ ødelæggelse. Hans malerier udfolder sig i proteiske lag, mens disparate, ustabile elementer kollapser ind i sig selv, som revner der åbner sig i overfladen af en frodig skråning, der sluger træer og hjem. Hans skulpturer erklærer sig selv som fysiske udforskninger af elementære kræfter og manifestationer af geologisk magt. Hver enkelt værk, Kirkeby lavede, udtrykker følelsen af, at noget midt i at falde fra hinanden er blevet suspenderet på det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage - et transformerende øjeblik af spænding holdt sammen i et frosset øjeblik i tiden. Nu hvor han er død, er det vidunderligt at reflektere over, hvad han efterlod - hjemsøgte billeder af kollapsende landskaber, der bliver noget nyt, som også antyder, at der er noget stræbende over vores egne rødder inden for den konstant skiftende jord.

Fremhævet billede: Per Kirkeby - Uden titel, 2005. Tempera på lærred. 78 3/4 × 118 tommer. 200 × 299,7 cm. Michael Werner Galleri, New York, London. © Per Kirkeby

Alle billeder er kun til illustrative formål

Af Phillip Barcio