I Dubai, et show der fejrer mestre inden for moderne indisk kunst

En udstilling, der i øjeblikket vises i Dubai, giver et sjældent indblik i nogle af de store stemmer inden for indisk moderne kunst. Den kaster lys over en regional historie, der er omfattende og kompleks; en historie, som til tider har været dårligt dokumenteret og derfor stadig er under udarbejdelse. Og den viser, at der faktisk ikke har været én modernistisk historie i Indien, men snarere mange forskellige historier. Titlen på denne udstilling, The Singular and The Plural, ærer denne virkelighed. Mange besøgende til denne udstilling vil komme med en forudindtaget idé om, hvad indisk kunst er. Mesolitiske klippefund viser, at det indiske subkontinent har været beboet af mennesker, der har skabt kunst i mere end 30.000 år. Men den moderne nation, vi kalder Indien – verdens største demokrati med flere indbyggere end Europa og USA tilsammen – fyldte først 70 år sidste år. Indisk modernisme opstod gennem en proces med selvopdagelse og eksperimenteren, som tog fat på de velkendte forfædres rødder, men også håndterede koloniale påvirkninger og spørgsmål om, hvad Indiens kunsts fremtid kunne være. Flere moderne indiske kunstbevægelser udforskes i udstillingen, herunder Bengal-skolen, Calcutta-gruppen og Progressive Artists Group. Hver af disse grupper fulgte en unik æstetisk retning. The Singular and The Plural samler dem sammen med flere andre indiske moderne kunstnere, som formulerede deres egen særprægede vision. Den fremlægger en overbevisende erklæring om de mange veje, disse kunstnere banede i deres bestræbelser på at udvikle et nyt indisk billedsprog. Den viser, hvordan de er blevet påvirket af omverdenen og deres egen fortid, samtidig med at den afslører, hvordan de gennem eksperimenter har åbnet døre til nye muligheder.

En kultur af modstand

Som en af de ældste civilisationer på jorden har Indien gennem århundrederne været subtilt påvirket af mange udenlandske kræfter. Ikke desto mindre har indisk kunst og kultur gennem størstedelen af historien udviklet og bevaret en særpræget karakter. Men det begyndte at ændre sig i midten af 1700-tallet, da europæisk kolonimagt dramatisk trådte frem i regionen og lagde pres på alle aspekter af det indiske liv, fra mad til arkitektur til kunsten. Men gennem hele kolonitiden forblev der en kultur af modstand, som holdt fast i gamle oprindelige traditioner. Det er her, denne udstilling begynder. Det var kernen i Bengal-skolens bestræbelser – en gruppe kunstnere, som årtier før Indiens uafhængighed begyndte at stille spørgsmål om, hvordan man kunne udtrykke den moderne indiske kulturelle tilstand.

Deres undersøgelse begyndte med Mughal-malerier, en type miniature- og figurativ kunst, der går tilbage til lige før kolonitidens indflydelse. Kunstnere som Abanindranath Tagore og Nandlal Bose genvandt denne kunstform, og de gjorde det årtier før uafhængigheden, hvor de var blandt de første til at afvise de vestlige lærdomme, der var fremherskende på indiske kunstskoler i begyndelsen af det 20. århundrede. Selvom deres arbejde pegede tilbage mod fortiden, var det avantgarde, fordi det afviste status quo. De blev snart fulgt af Calcutta-gruppen, som også omfavnede modstandstanken. Kunstnerne i denne gruppe, som Nirode Mazumdar og Paritosh Sen, gik videre end blot at afvise europæisk kultur; de afviste også religiøse motiver og rent figurative billeder. De blev i starten bredt afvist som skandaløse, men da uafhængigheden kom, fik deres indflydelse på indisk modernisme stor betydning.

M. F. Husain - Vision for Abu Dhabi Museum, 2008, akryl på lærred

Visuelle eksperimenter

I 1947 blev Progressive Artists Group dannet. Denne gruppe, som hovedsageligt var baseret i Bombay, optog filosofierne fra begge deres forgængere – de omfavnede indisk historie og gik samtidig ind for større æstetisk frihed. Men de åbnede også sindet for at udforske idéer fra internationale kunstnere. Ganesh Pynes malerier taler i en uhyggelig samtale med surrealisme, selvom de er tydeligt tro mod indisk kultur. De farverige, abstrakte malerier af S. H. Raza udviklede sig over årtier til at anvende en række billedsprog, fra lyrisk abstraktion til suprematisme til orfisme. Imens var M. F. Husain tydeligt påvirket af Picasso; Sanat Kar var inspireret af nyklassicisme; og F. N. Souza udviklede en særegen udtryksfuld variation af art brut.

Der er dog flere kunstnere i denne udstilling, som skiller sig ud på grund af deres sikre, særprægede billedsprog. De abstrakte og drømmende farver og former i Vasudeo S. Gaitondes værker er ophøjede. De biomorfe abstrakte kompositioner af Jeram Patel erklærer sig som grundlæggende indiske, men samtidig universelt ophøjede. De fantastiske abstrakte malerier af Krishna Reddy er forfriskende levende og helt anderledes, end noget jeg tidligere har set. Og så er der farvekunstnerne: Jagdish Swaminathan, hvis finurlige billeder løfter farven til ekstatiske højder, mens de beroliger sjælen med enkelhed; og Sohan Qadri, hvis intenst dramatiske værker udfordrer synsopfattelsen.

Krishen Khanna - Uden titel, olie på lærred, 91 x 61 cm

Myten om enhed

Det mest tydelige gennem hele udstillingen er, at der ikke findes én enkelt stil inden for moderne indisk kunst. Men samtidig er der heller ikke en kunstner i denne udstilling, hvis værk på en eller anden måde, enten figurativt, formelt eller abstrakt, ikke forholder sig til den fælles indiske arv, som alle disse kunstnere deler. Deres værker er på en eller anden måde lige så tydeligt indiske, som malerierne fra New York-skolen er tydeligt amerikanske. Eller måske er det en opfattelse, jeg tillægger værkerne, som ikke ville være åbenlys uden min forudgående viden om udstillingens fokus.

Under alle omstændigheder føler jeg, at denne udstilling er en åbenbaring. Den afviser ideologiske forestillinger og inviterer til en fejring af åbenhed. Den minder mig om, at enhed i kultur er en myte; at der ikke findes én historie om Indien, ej heller én historie om Europa eller én historie om Amerika. Ligeledes findes der ikke én historie om abstraktion eller én historie om modernisme. Al historie fortælles i mangfoldighed. The Singular and The Plural kan ses på 1x1 Gallery i Alserkal Avenue kunstkomplekset i Dubai frem til 28. februar 2018.

M. F. Husain - Uden titel, olie på lærred, 122 x 145 cm, cirka 1970’erne

Forsidebillede: SH Raza - Bindu, 1999, akryl på lærred

Alle billeder anvendt til illustration

Af Phillip Barcio