Gleden ved den farverige abstrakte kunst i Mnuchin Gallery
Mnuchin Gallery i New York viser i øjeblikket The Joy of Color, en fejring af farverig abstrakt kunst fra 1939 til 2018. Udstillingen giver et unikt indblik i de mange måder, hvorpå kunstnere mobiliserer farve som både indhold og koncept. Den præsenterer værker af mange af de historisk vigtige kunstnere, som galleriet repræsenterer, såsom Alexander Calder, Joan Mitchell, Mark Rothko, Morris Louis og Sam Gilliam, sammen med værker af banebrydende kunstnere fra det 20. århundrede som Helen Frankenthaler, Alma Thomas, Kenneth Noland og Jack Bush. Også inkluderet er malerier af vitale nutidige kunstnere som Laura Owens og Sean Scully samt relativt nye kunstnere som Sarah Crowner og Nathlie Provosty. For nogle New Yorkere kunne denne udstilling repræsentere den perfekte mulighed for at vende tilbage til Mnuchin-rummet. Tilbage i 2016 offentliggjorde kunstkritiker Jerry Saltz fra New York Magazine en tirade med titlen "Hvorfor jeg ikke længere vil besøge Mnuchin Gallery." Han nævnte Steven Mnuchin—søn af galleri ejer Robert Mnuchin—som blev udnævnt til kampagnefinansieringschef for den daværende præsidentkandidat Donald Trump som sin grund. Siden det stykke blev offentliggjort, blev Steven Mnuchin udnævnt til USA's finansminister. Af grunde, der intet har at gøre med kunst, og alt at gøre med ideologi, opfordrede Saltz sine læsere til at straffe den kunst sælgende far for sønnens opfattede politiske synder. Sådan en fabrikeret drama er latterlig, men ikke desto mindre bør enhver, der gav efter for det sociale pres, overveje The Joy of Color som den perfekte undskyldning for at give galleriet en ny chance. Udstillingen minder mere om en gåtur gennem den moderne og nutidige sektion af et lille, men vigtigt museum end en gåtur gennem et kommercielt galleri. Værkerne demonstrerer præcist, hvordan abstrakt kunst på sit bedste har evnen til at transcendere smålig politik og åbne nye døre til opfattelsen af, hvad der er smukt og meningsfuldt i denne verden.
Farve som strategi
Farvens Glæde åbner med en ydmyg Calder mobil hængende fra loftet ved en trappe. Røde, gule, hvide og grå abstrakte former snurrer blidt i de briser, der skabes af vores kroppe og åndedrag. Calder brugte farve til at få folk til at tænke over "ideen om adskilte kroppe, der svæver i rummet." Disse finurlige farvede former tilbyder noget at glæde sig over, mens man overvejer universelle spørgsmål som fysik og mekanik. Udover mobilen flankeres to små malerier på hver side af en bue. Til venstre er "Lode" (2018) af Nathlie Provosty. Til højre er et unavngivet farvefelt af Mark Rothko, ca. 1959. Begge kompositioner er strukturerede, flade og rektangulære. Begge bruger subtile skift i farve til at invitere beskueren ind i en kontemplativ oplevelse. Farve er ikke indhold her så meget som det er en indgang til perceptuelle møder med vores indre væsen. Provosty-maleriet især, med sine subtile variationer af gul, afslører nuancerede forskelle mellem tilsyneladende lignende ting—kun ved at generalisere kan vi kalde det en monokrom. Hver gul er ikke den samme.
Nathlie Provosty - Lode, 2018. Olie på linned på aluminiumsplade. 19 x 15 tommer (48,3 x 38,1 cm). © Nathlie Provosty. Venligst fra Mnuchin Gallery
Andre malerier i udstillingen, der bruger farve som en strategi til at engagere andre typer indhold, inkluderer "Aleph Series V" (1960) af Morris Louis, "Landline Green Bolt" (2018) af Sean Scully, et uden titel maleri af Laura Owens fra 2006, og et uden titel lærred fra Joan Mitchell fra 1958. Louis-maleriet tiltrækker vores øjne med vibrerende farverelationer omkring kanten, men efterhånden som farverne smelter sammen i mørket i midten, bliver vi mere opmærksomme på overfladen: det ubehandlede lærred bliver ét med malingen, ligesom farverne og formerne bliver ét med hinanden - alt smelter sammen til ét. Scully-maleriet bruger farve til at engagere os i en overvejelse af penselstræk og teksturer, en invitation til at værdsætte de materielle kvaliteter af maling. Owens-maleriet anvender farve som en følelsesmæssig udløser. Dets jubelrige palette spejler de figurative aspekter af værket, som finder glæde i femininitet, åbenhed og natur. Endelig viser de tumultariske penselstræk på Mitchell-lærredet os, hvordan farve kan blive synonymt med humør, idet det udtrykker den dybeste angst i den menneskelige ånd.
Sean Scully - Landline Green Bolt, 2018. Olie på aluminium. 85 x 75 tommer (215,9 x 190,5 cm). © Sean Scully. Venligst Mnuchin Gallery
Farve som rum
Mange malerier i The Joy of Color anvender farve i en mere formel forstand, og viser farve som en effektiv skaber og afgrænser af visuel plads. "Nature’s Red Impressions" (1968) af Alma Thomas tilbyder en episk forklaring af dette koncept. Set på afstand erklærer farverne en lineær struktur, der opdeler den visuelle arkitektur i lodrette søjler. Ved nærmere eftersyn brister søjlerne ind i en mængde organiske former. Det hvide rum mellem formerne og søjlerne hævder sig som en verden ud over overfladen. Lignende magi er i spil i "Strawberry" (1970) af Jack Bush. En massiv, lyserød "U"-form ekkoer med sin nuance titlen på maleriet, mens en lysere lyserød baggrund, der er dækket af mørke pletter, etablerer dimensionalitet. En komplementær farvebar langs bunden af lærredet flader både rummet og narre øjet til at sanse en kombination af horisontlinje og kinetisk parade af geometriske former.
Alma Thomas - Naturens røde indtryk, 1968. Akryl på lærred. 51 x 49 1/2 tommer (129,5 x 125,7 cm). © Alma Thomas. Venligst udlånt af Mnuchin Gallery
Blandt de mest iøjnefaldende rumkompositioner i udstillingen er "Elberta" (1975) af Helen Frankenthaler, "Mysteries: Aglow" (2002) af Kenneth Noland, og "The Wave (Urszula)" (2014) af Sarah Crowner. Frankenthaler skaber en enorm åbenhed i sit soak-stained maleri, der åbner øjet for et ekspansivt og strålende visuelt univers; Noland opnår den modsatte effekt ved at forenkle og centralisere rummet med sin velkendte bullseye-komposition; Crowner organiserer rummet i harmonisk dissonans med vibrerende, biomorfe røde og orange bølgeformer. Men den mest dybtgående skabelse af rum kommer fra "Atmosphere" (1972) af Sam Gilliam. Hans signaturteknik med at afrunde kanterne på sin overflade gør det muligt for farverne at skabe rum ud over de fysiske grænser for værket. Maleriet inviterer os til at undre os over, hvad der ligger ud over grænserne for det, vi kan se - en vital bekymring for os i denne tid, og en som måske endda hr. Saltz kunne tænke sig at stoppe forbi galleriet for at overveje. The Joy of Color kan ses indtil 8. december 2018.
Fremhævet billede: The Joy of Color - gruppeudstilling på Mnuchin Gallery, New York, 2018. © Tom Powel Imaging. Venligst Mnuchin Gallery
Af Phillip Barcio
