Gleden ved den farverige abstrakte kunst i Mnuchin Gallery
Mnuchin-galleriet i New York viser i øjeblikket The Joy of Color, en festlig gruppeudstilling med farverig abstrakt kunst fra 1939 til 2018. Udstillingen giver et unikt indblik i de mange måder, kunstnere bruger farve som både indhold og idé. Den indeholder værker af mange af de historisk vigtige kunstnere, som galleriet repræsenterer, såsom Alexander Calder, Joan Mitchell, Mark Rothko, Morris Louis og Sam Gilliam, side om side med banebrydende kunstnere fra det 20. århundrede som Helen Frankenthaler, Alma Thomas, Kenneth Noland og Jack Bush. Også medtaget er malerier af vigtige nutidige kunstnere som Laura Owens og Sean Scully samt relativt nye navne som Sarah Crowner og Nathlie Provosty. For nogle newyorkere kan denne udstilling være den perfekte anledning til at vende tilbage til Mnuchin-rummet. Tilbage i 2016 offentliggjorde New York Magazines kunstkritiker Jerry Saltz en klage med titlen ”Hvorfor jeg ikke længere går til Mnuchin Gallery.” Han nævnte Steven Mnuchin – søn af galleriejer Robert Mnuchin – som kampagnefinanschef for den daværende præsidentkandidat Donald Trump som sin grund. Siden denne artikel udkom, blev Steven Mnuchin udnævnt til USA’s finansminister. Af grunde, der intet har med kunst at gøre, men alt med ideologi, opfordrede Saltz sine læsere til at straffe den kunstsælgende far for sønnens opfattede politiske synder. Sådan opdigtet drama er latterligt, men alligevel bør enhver, der gav efter for det sociale pres, betragte The Joy of Color som den perfekte undskyldning for at give galleriet en ny chance. Udstillingen er mere som en vandring gennem den moderne og nutidige afdeling i et lille, men vigtigt museum end en tur gennem et kommercielt galleri. Værkerne viser præcis, hvordan abstrakt kunst på sit bedste har evnen til at overskride smålig politik og åbne nye døre til opfattelsen af, hvad der er smukt og meningsfuldt i denne verden.
Farve som strategi
The Joy of Color åbner med en ydmyg Calder-mobil hængende fra loftet ved en trappe. Røde, gule, hvide og grå abstrakte former drejer blidt i de briser, som vores kroppe og åndedræt skaber. Calder brugte farve til at få folk til at tænke på ”ideen om adskilte legemer, der svæver i rummet.” Disse finurlige farvede former tilbyder noget at glæde sig over, mens man betragter universelle emner som fysik og mekanik. Bag mobilen flankeres en buegang af to små malerier. Til venstre er ”Lode” (2018) af Nathlie Provosty. Til højre er et untituleret farvefelt af Mark Rothko, ca. 1959. Begge kompositioner er strukturerede, flade og rektangulære. Begge bruger subtile farveskift til at invitere beskueren ind i en eftertænksom oplevelse. Farve er her ikke så meget indhold som en indgang til en sanselig oplevelse af vores indre væsen. Især Provosty-maleriet, med sine fine variationer af gult, afslører nuancerede forskelle mellem tilsyneladende lignende ting – kun ved at generalisere kan vi kalde det monokromt. Ikke alle gule er ens.
Nathlie Provosty - Lode, 2018. Olie på hør på aluminiumsplade. 48,3 x 38,1 cm (19 x 15 tommer). © Nathlie Provosty. Venligst udlånt af Mnuchin Gallery
Laura Owens fra 2006 og et untituleret lærred af Joan Mitchell fra 1958. Louis’ maleri tiltrækker vores øjne med vibrerende farverelationer langs kanten, men efterhånden som farverne smelter sammen til mørke i midten, bliver vi mere opmærksomme på overfladen: det ugrundede lærred bliver ét med malingen, ligesom farver og former bliver ét med hinanden – alt smelter sammen til ét. Scully-maleriet bruger farve til at engagere os i en overvejelse af penselstrøg og teksturer, en invitation til at værdsætte malingens materielle kvaliteter. Owens’ maleri bruger farve som en følelsesmæssig udløser. Dets jubelglade farvepalet spejler de figurative aspekter af værket, som glæder sig over kvindelighed, åbenhed og natur. Endelig viser de tumultariske penselstrøg på Mitchell-lærredet, hvordan farve kan blive synonymt med stemning og udtrykke den inderste angst i menneskets ånd.
Sean Scully - Landline Green Bolt, 2018. Olie på aluminium. 215,9 x 190,5 cm (85 x 75 tommer). © Sean Scully. Venligst udlånt af Mnuchin Gallery
Farve som rum
Mange malerier i The Joy of Color bruger farve i en mere formel forstand og viser farve som en effektiv skaber og afgrænser af det visuelle rum. ”Nature’s Red Impressions” (1968) af Alma Thomas giver en episk forklaring på dette begreb. På afstand erklærer farverne en lineær struktur, der deler den visuelle arkitektur i lodrette søjler. Ved nærmere eftersyn brydes søjlerne op i en mængde organiske former. Det hvide rum mellem formerne og søjlerne hævder sig som en verden ud over overfladen. En lignende magi er på spil i ”Strawberry” (1970) af Jack Bush. En massiv, lyserød ”U”-form klinger med sin farve sammen med maleriets titel, mens en lysere lyserød baggrund med mørke pletter skaber rumlig dybde. En komplementær farvebjælke langs lærredets bund flader både rummet ud og narer øjet til at opfatte en kombination af horisontlinje og en bevægelig parade af geometriske former.
Alma Thomas - Nature's Red Impressions, 1968. Akryl på lærred. 129,5 x 125,7 cm (51 x 49 1/2 tommer). © Alma Thomas. Venligst udlånt af Mnuchin Gallery
Blandt de mest iøjnefaldende rumlige kompositioner i udstillingen er ”Elberta” (1975) af Helen Frankenthaler, ”Mysteries: Aglow” (2002) af Kenneth Noland og ”The Wave (Urszula)” (2014) af Sarah Crowner. Frankenthaler skaber stor åbenhed i sit gennemvædede maleri, der åbner øjet for et vidtstrakt og lysende visuelt univers; Noland opnår den modsatte effekt ved at forenkle og centralisere rummet med sin velkendte måltavlekomposition; Crowner organiserer rummet i harmonisk disharmoni med vibrerende, biomorfe røde og orange bølgeformer. Men den mest dybtgående rumskabelse kommer fra ”Atmosphere” (1972) af Sam Gilliam. Hans karakteristiske teknik med at skråskære kanterne på sin overflade lader farverne skabe rum ud over værkets fysiske grænser. Maleriet inviterer os til at undre os over, hvad der ligger uden for det, vi kan se – en vigtig bekymring for os i denne tid, og en som måske endda hr. Saltz kunne have lyst til at besøge galleriet for at overveje. The Joy of Color kan ses frem til 8. december 2018.
Forsidebillede: The Joy of Color - gruppeudstilling på Mnuchin Gallery, New York, 2018. © Tom Powel Imaging. Venligst udlånt af Mnuchin Gallery
Af Phillip Barcio
